8
MICHAEL WIEHE.
sørgelige Tanke forlod jeg Theatret uden at bivaane Prøven, som jeg dog vidste fandt Sted, men som jeg, Gud véd af hvilken Grund, antog for unødvendig at overvære. Herfor fik jeg samme Aften en Irettesættelse af Instr. Stage; jeg kunde ikke give noget reelt Svar paa hans Spørgsmaal, men blev meget forbavset ved et af hans Svar: »Og det kunde De ærgre Dem over«. Mit slette Humør forhøjedes den følgende Dag ved at læse Navnene: Ryge, Nielsen, Madam Nielsen, paa Plakaten. Om Aftenen gik jeg paa Theatret og klædte mig paa med tungt Hjærte. I Midten af tredje Akt faldt jeg paa at gaa ned i den saakaldte Maskingang (hvor jeg før havde staaet og hørt Musiken til »Jødinden«) og her hørte jeg nu med Henrykkelse den gamle Helts Tordenstemme, der ogsaa henrev Publikum. Jeg beholdt min Plads her indtil noget ind i femte Akt, da vi snart skulde ind igen paa Scenen; nu vovede jeg at stille mig i en Kulisse paa Theatret, netop da Scenen mellem Hakon og Thora var begyndt. Denne nød jeg da i fuldkommen Rolighed med Blikket fæstet paa Ham, næsten til Enden, og var dybt rystet, idet jeg aldeles hengav mig til mit Hjærtes Følelser; da kom Bussemanden Inspicienten og begyndte med sin hviskende Stemme at gøre mig en Mængde Spørgsmaal, saasom: »Hvad vil De her, min Herre? Hvor kommer De her fra? Hvor gider De komme herned?« etc., samt befalede mig at gaa op straks. At blive paa en saa prosaisk Maade reven ud af den Stemning, hvori jeg var, det var mer end jeg med Rolighed kunde døje; jeg glemte den Ærbødighed, jeg skyldte ham som gammel Mand, svarede ham meget kort og studst, og han lovede at skrive mig«.
