KRISTIAN MANTZIUS. 185
IV.
Mantzius har udfoldet en lille literær Virksomhed, der karakteristisk nok bestaar i lutter Polemik: Skænderi med Theaterdirektioner og Udfald mod Kritikere afveksle med hinanden. Af de to Brochurer, han har udgivet, er den ene en meget morsom Satire over en forlængst forsvunden Recensent, og den anden omhandler Mantzius' sidste Strid med det kgl. Theater. Der kan vel næppe tvivles om, at Mantzius dengang havde Uret, da det dog ikke vel gik an, at en Skuespiller offentlig ønskede sin Direktion »mere Ben i Næsen«.
Mantzius kunde ikke tilbageholde en saadan overmodig Ytring, fordi han bestandig følte sig som den Overlegne, der i æstetisk Dannelse stod højt over Direktører og Kritikere. Og dog vil man forgæves lede efter en Udtalelse af ham om hans Kunst, der kunde tyde hen paa stor Overlegenhed, eller en kritisk Bemærkning om de Digterværker, han oplæste, der røber en fin og original Forstaaelse. Han var intet aandfuldt Menneske, men det var engang blevet Mode at skatte hans Kunstsans — ligesom det var bleven Skik at prise ham som Bellmanssanger paa Høedts Bekostning, der vel ikke raadede over saa bredt et Lune, men til Gengæld besad uendelig mere Smag. Den Kreds, der omgikkes Mantzius, havde vanskeligt ved at adskille Skuespilleren fra Mennesket. Man holdt saa meget af hans gode Hjærte, at man ikke nænnede at kritisere hans Talent. Desuden var han lidt vanskelig at strides med. Paa ham passede Titlen paa et af Goldonis Stykker: Il Burbero benefico, paa Dansk Den
