188 FRU SØDRING.
paa den aftenlige Kulissefeber. Hvor nedværdigende for en ung Kvinde at være Duenna, det vil sige at maatte opgive ethvert Haab om en Nydeligheds- eller Tækkelighedsvirkning, tværtimod have til Pligt at stille Andres Skønhed i Relief og endnu førend det egentlige kunstneriske Arbejde begynder, sætte hele sit Talent ind paa at bringe den evige Skønhedsfordring fra Mand til Kvinde i Glemme, — selv om der sejres i denne Kamp, saa kæmpes den ikke med Glæde. Derfor kan man rundt om i Theaterverdnen iagttage, at først naar dette Terræn er den sidste Retræte, stride Scenens Amazoner ogsaa dér. Fru Haizinger, Burgtheatrets komiske Talent, der ejede samme Finhed og Overlegenhed som Fru Sødring, var engang den unge straalende Elskerinde, til hvem alle Tysklands Poeter skrev Vers, og hvis Vogn Studenter trak fra Theatret i Triumftog; den Dame, der paa Théâtre-Français indtil for nylig spillede Forpagterkonen i Kamp og Sejr, og Fru Sødrings faa andre franske Roller, Mlle. Nathalie, debuterede som Ingénue, kulminerede som moden Skønhed i de store Elskerinderoller, men da Embonpointeu steg, alt som Aarene gik hen, forvandledes hun en Aftenstund til Anstandsdame og Duenna.
Ikke saaledes Fru Sødring. Straks fra sin Debut af, der fandt Sted i November 1843, var hun sig sit Talents Rækkevidde og Begrænsning helt bevidst. Uden Tøven, uden Forsøgen sig frem, valgte hun sig sin lille Plet i Kunstens store Have, opdyrkede den til Fuldkommenhed, og skønt hun ingenlunde kunde opvise en saadan straalende og duftende Blomsterflora som mange af sine Medsøstre i Thalia, vidste hun altid at interessere Publikum for hvad
