MICHAEL WIEHE.
og den største Opgave, han havde faaet, var den unge Roéu i Et Ægteskab under Ludvig den Femtende, som han gav i al sit Hjærtes Uskyldighed; han maatte sidenhen selv smile, da han i Paris saa, hvor blaseret den samme Marquis blev under Leroux' Hænder. Han vakte dog megen Opmærksomhed hos sine Kammerater, og da Holst ved Sommerskuespillenes Begyndelse i sidste Øjeblik gjorde sig udtilbens, tog Nielsen, i hvis Hus Wiehe engang imellem kom, paa eget Ansvar denne i hans Sted. Det var store Opgaver der kom i den toogtyveaarige Kunstners Hænder: d'Aubigny i Mlle de Belle-Isle — den melankolske unge Adelsmand, der har saa liden Selvtillid og saa skinsyg en Kærlighed — den maanesyge Leander i de Usynlige og endelig i de Utrøstelige den fortvivlede Enkemand, for hvem Verden synes saa mørk en Jammerdal, indtil Trøsten kommer i Skikkelse af en smuk Kvinde. Saadanne Roller sluttede godt om Michael Wiehes Talent, han havde endog Lov til at vise sig som lidt kejtet; hvad Under at han gjorde Lykke.
Og saa skød han Ham og udfoldede Svanevingerne og Sladderen forstummede pludseligt omkring ham. Man tav forbavset. Han havde spillet Aladdin, han havde været Aladdin, været det unge straalende Geni, den drømmende jomfruelige Yngling, den sværmende tilbedende Elsker, den mandige, myndige Fyrste. Hans Drømme, den fattige og forlegne Drengs, havde jo, ærgerrige som Aladdins, dristet sig til at eftertragte selve Kunstens Kongekrone.
Det var i Oktober 1842, at han optraadte som Aladdin, og hver af de følgende Sæsoner tæller flere og flere af de romantiske Elskovsroller, der grundlagde hans Berømmelse og dannede Glorien om hans Hoved: Prinds Julian i Amanda,
