12
MICHAEL WIEHE.
Romeo, Hernani, Leander i Fruentimmerskolen, Tristan, Chevalieren i Ninon, Hans Thomassøn i Trolddom, Kjartan i Kjartan og Gudrun og lignende.
Fandt han her forønsket Lejlighed til at tale det poetiske Sprog, der var hans egentlige Modersmaal, saa blev han dog ikke fri for at ofre til Tidens Smag: den alvorlige Kunstner maatte forvandle sig til Duftvaudevillens sødladne, nette unge Menneske. Michael Wiehe maatte med blank Hat i Amagerbukser løbe en yndig Tagfat omkring Huset efter Fru Heiberg, han maatte skjule sig sammen med en høj Silkehat bag Skærmbrædtet, for at se Fru Heiberg eksersere patriotisk i Abekatten. Romeo og Abekatten! Kan man undre sig over, at Skuespilleren egentlig altid blev Kunstneren fra før 48, naar den slesvigske Krigs Indflydelse paa dramatisk Poesi ikke naaede længer end til de patriotiske Viser i Duftvaudevillerne. Han fordærvedes dog saalidt ved disse som ved de Bonvivantroller, der overdroges ham som Publikums Yndling. Naar han spillede Møller i Embedsiver — det vil sige, den geniale Lediggænger i sort Frakke — eller Colombet i Ude og Hjemme, hvor Københavnerne fandt ham allersødest, fordi det morede dem at se Romantikeren paa Kunstens Trone, stængt inde i Hverdagslivet, med en Kendermine diskuterende om Trøfler og fine Vine og Middagsselskaber — sligt brød Afstanden ned mellem den Tavse og de meget talende Hovedstadsbeboere — naar han saaledes gav den tæmmede Løves Rolle, saa kom der maaske en Smule Koketteri over hans Spil, men det var et ufrivilligt og ytrede sig mest som et klædeligt Skælmeri over sin egen Magt. Der er blevet mig fortalt en Anekdote, der oplyser af hvad Art Wiehes Humor var. En Formiddag,
