Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/208

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

FRU SØDRING. 199

det Dronningagtige slog hendes Kræfter ikke til. En Dronning Elisabeths, en Paulinas Lidenskab og mægtige Værdighed var Københavnerinden fjærn. Saa blev da den lidenskabsløse Godmodighed og Forstandighed hendes Ideal.

Hun spillede en Del af de overlegne ældre Damer, der have saa sikkert et Blik for alle det unge Hjærtes Farer, der se Folk lige igennem, der forstaa at rede alle en Sags indviklede Traade taalmodigt og roligt fra hinanden og ligesaa roligt vinde dem op igen til et pænt Garnnøgle. Den gamle Dame, hvis Poesi Marstrand har givet i Et Besøg, hvor hun træder Synaalen, tilsyneladende helt optaget af denne ubetydelige Gerning, men i Virkeligheden med Moderøjets hele Ængstelse vaagende over den Elskovsscene, der spilles i Stuen, hende var det, som vi alle bevare som vort Billede af Fru Sødring. I Engelskmænd i Indien udførte hun en saadan Rolle med stor Virtuositet, og i et Par Stykker, der vare skrevne for hende (Ægteskabspolitik, Grøns Fødselsdag), kunde hun ret hengive sig til sin Kærlighed til disse Skikkelser, der i Lystspillet gøre samme Nytte som de frelsende Riddere i Melodramaerne. Man glemte hendes Tale og lille uanselige Figur over den store Kraft, hvormed hun her talte, afgjorde, dømte.

Fru Sødring repræsenterer i sin Kunst en Side af det kvindelige Ideal, som har hersket her i Landet i den største Del af dette Aarhundrede lige op til vor Tid. Kvinderne ere aldrig før nu, og næppe nok nu, blevne berørte af Emancipationens friere Ideer, ikke engang Karikaturen, Baronesse Mille, er synderlig dansk. I vor æstetiske, dannede Nation dømmes Kvinden efter Skønhed og Talenter, den unge Pige er smuk, den ældre Dame er