206 VILHELM WIEHE.
Skuespilkunst atter vilde blive skruet tilbage, og det netop af den Mand, der saa kort efter skulde blive Nutidsdramaets dygtigste Bærer, og som mere end nogen Anden har givet Bjørnsons og Ibsens Digtning Hjemstedsret paa vor Scene og derved bidraget sit til at bekæmpe det romantiske Efterslæt, der i halvt pueril, halvt senil Form stræber at blødagtiggøre og beherske Publikums Smag. Jeg skynder mig at tilføje, at Wiehe vakte stort Bifald, og at hans Axel, naar Broderen undtoges, ragede højt op over, hvad der ellers præsteredes i Stykket, men dog er af hans Spil kun et eneste Træk forblevet i min Erindring som meget virkningsfuldt og genialt udtænkt. Det var dér, hvor Axel ender sin Replik til Hakon Herdebred med disse Ord:
Og jeg er her igen og byder Dig
som Thrønder, Kæmper og din nære Frænde,
min højre Haand mod dine stolte Fjender.
Hertil svarer Kongen:
I lang tid, Axel, har du været Ven
af Danmarks Valdemar, min Arvefjende.
Wiehe havde ved sin Repliks Slutning, som naturligt var, strakt sin muskelstærke Arm ud; da Kongen ikke modtog den frembudte Haand, lod han den ikke straks falde, men knyttede først Næven som til Slag og førte den derpaa under Hakons afvisende og bebrejdende Ord, langsomt hen mod Sværdfæstet, idet han med et stort Blik betragtede sin lidet skulderbrede Modstander. Hvor følte man ikke, at han havde personlig Evne til at knuse denne Fjende. Og der luede i hans Løveblik en Selvfølelsens Højhed og en ubegrænset Foragt for Kongen, der ikke aabent kunde modtage hans aabne Haand. Ve Hakon, hvis han skulde vende den lukket imod ham!
