VILHELM WIEHE. 207
Dette lille Træk sagde saa meget, men i hans Tale overraskedes man ikke af saadanne Lynglimt, ved hvilke man kan se ind i Sjælens Skjul. I regelmæssige, brede Bølgeslag flød Ordene fra Wiehes Læber; steg Stemningen, saa kunde vel ogsaa Ordbølgen stige, men taktfast uden et Øjeblik at tabe sin rytmiske Karakter. Lidenskabens Storme piskede ikke dette Hav, der var ingen Malstrømme, hvor Vandene hvirvlede sig med hvide Skumflokke — Talens Farve var ensformig blaa, Wiehe fandt aldrig saadanne Brændpunkter, hvor Livet maatte sættes ind, hele Kraften samles, hvor Ordet forvandler sig til Skrig. Men der var heller intet Sted, hvor han slappedes, blev flov eller lille. Blød og dog kraftig bevægede denne Deklamation sig frem: En prægtig Strøm af Ord!
Den Hovedindvending, man kan fremføre mod den Art Versfremsigelse, er dens relative Uforstaaelighed. Lukker man Øjnene, vil man have vanskeligt ved at opfatte Talens Mening; det er en klingende Musik, der lyder for Ens Øren. Den traditionelle Deklamation bestræber sig i altfor høj Grad for at fremhæve Talens Skønked, og glemmer at karakterisere og individualisere Ordene saaledes, at Tanken bliver klar og Stemningen prægnant. I en af sine Artikler fortæller Francisque Sarcey, at han ved den store musikalsk-deklamatoriske Matinée, der blev afholdt i Trocaderopaladset til Fordel for de Oversvømmede i Szegedin, gjorde følgende Iagttagelse. Da Skuespilleren Dumaine, som af Naturen har en sand Basunstemme, deklamerede, gik hvert andet Vers tabt, og alle Slutningsord flød ud i en forvirret Lydlarm. Derimod blev Saint-Germain fuldt forstaaet, skønt han altid er saa hæs som en Natteravn, og derfor havde al Grund til
