212 VILHELM WIEHE.
dybe Karakterroller, som vor tragiske Digter har skabt. Man kan ikke forlange af Skuespilleren, at han skal gøre Michelangelo til den tavse Jærnmand, han i Virkeligheden var, naar han er skildret som en gammel General i de Scribeske Komedíer, eller at han skal give den jævne Matros i Tordenskjold, naar han taler som en Salonhelt, men Hakon er gennemtænkt og virkelig og stor, og Udførelsen af denne Rolle er til enhver Tid en Maalestok for, hvilke Principer vor Skuespilkunst hylder, og hvor højt den naar i tragisk Fremstilling.
II.
Det er alt i det Foregaaende betonet, hvad Wiehe kunde fremstille; det var dels Aabenhed, Sjælsfrejdighed, dels Blødhed, Given sig hen i Følelsen. Han spillede Lidenskab af erotisk eller anden sjælelig Art som en Kraft, man ikke modstaar, han lod sig drive hen ad Strømmen snart i forhaabningsfuld Tro paa, at han vilde naa Havn, snart i Fortvivlelse og Frygt for, at Vandene vilde slaa sammen over hans Hoved. Hans Lidenskab var ikke af den Art, der tager alle Følelser og Drifter i Beslag til bestemte Formaal, den var ikke Energi, men tværtimod Betagethed. Hans kraftige Natur vilde dog midt under Stormen vise sig, men kun rykvis. Hvis Læseren vil tænke paa Wiehes Bevægelser paa Scenen, vil han erindre, at han let slog ud med Armene i altfor store Buer, at hans Gang let kunde blive slængende, men at han saa pludselig kunde samle sig og staa som en Mand, bred og kraftig — for dog lidt efter atter at give sig hen. Og saaledes formedes ogsaa hans Tale i Karakterfremstillinger; han kunde lejlig-
