VILHELM WIEHE. 215
Han saa' saa stærk ud som selve den farnesiske Herkules, og var i sin Glæde — da han beværtedes saa kongeligt — saa lystig som en antik Faun.
Maaske fordi Wiehe ikke frygtede for det lidt Gaminagtige i lystige Roller, gav man ham Giboyer i Augiers Stykke. Det vil være klart, hvad han her kunde spille og hvad ikke. Giboyer, der som Menneske er sunken saa dybt som vel mulig, frelser sig selv`ved sin altopofrende Kærlighed til Sønnen. Denne Følelse har bestemt hele hans Liv og lutrer dets Svagheder og Sletheder. Denne energiske Lidenskab kunde Wiehe ikke fremstille. Det Haarde og Hvasse hos Giboyer, der omsætter sig i Ironi og Persiflage, fandt han ikke Udtryk for. Men de følelsesfulde Steder, hvor Smædeskriveren viser sig som den bløde, kærlige Fader, spillede han, som man kunde vente, meget smukt.
Uden Held var et andet Forsøg, nemlig hans Optræden i Genboerne. Man opfandt til Forklaring af det sentimentale Svendevæsen, at Wiehe vilde antyde, at Christen Madsen var forliebt i, ja virkelig elskede Mesters Datter. Det er naturligvis bart Opspind; der findes Intet om Christen Madsens dybe Erotik i Stykket. Om man gør Smedesvenden til en blødsøden Elsker eller spiller Mesteren som père noble, det Ene er ikke et Haar bedre end det Andet.
III.
Wiehes Roller i nogle moderne, mest norske Stykker, udgøre hans bedste Krav paa at mindes med Taknemmelighed af vort Publikum.
