218 VILHELM WIEHE.
Marv og Ben i Figuren. Hvor Tjælde fører den lange Samtale med Advokaten, udfoldede Wiehe i de bratte Overgange fra Fortvivlelse til nye Forhaabninger, fra Bøn til Trusel den dybeste Sjælekundskab, og som i Erik og Abel vovede han at lade den stærke Mand bryde sammen i en oprivende Hulken, som det næsten gjorde ondt at høre. Muligt, at han kunde have betonet Købmanden mere, men han fik alt det rent Menneskelige frem i Figuren. Han ramte Tjælde paa det Bløde.
Og saaledes ramte han Steensgaard paa det Aabne, saa underligt det lyder. Er Løgneren og Slyngelen Steensgaard aaben? Ja han er, thi hans hele Væsen og Virken, hans Intriger og Politik, forstilte Kærlighed og frasefulde Begejstring er kun paa Overfladen, lette at gennemskue for Enhver, der vil se. Man kunde maaske bebrejde Ibsen i Anlæget af Steensgaard den Uforenelighed, i hvilken hans Dumhed staar til den Begavelse, han dog skal tros i Besiddelse af: der er ingen, som ikke narrer ham, fra Lundestad til Daniel Hejre. Wiehes Spil bødede paa denne Uklarhed i Karakteren, han udstyrede den med en saa tommetyk Indbildskhed, at man begreb: dér igennem kunde ingen Forestilling trænge om, at Andre holdt ham for Nar. Wiehes Steensgaard havde Steder af saa dyb Psykologi, at den naaede Ibsens. Man følte, at han havde set saadanne Folk, lyttet til deres Tale, taget dem paa Kornet og husket dem. Den Frejdighed, hvormed han udslyngede Frasen, stod i en mageløs Samklang med den Raahed, hvormed han begegnede dem, han følte sig overlegen. Finest var for mig den Maade, hvorpaa han søgte at indynde sig hos sine Omgivelser, f. Eks. hos Daniel Hejre,
