AUGUST BOURNONVILLE. 253
Svava, Dupuy, der forlieber sig i Amagerpigen, Søofficeren, der i et kritisk Øjeblik maa have Brev fra Hjemmet, og endnu flere. Bournonville kendte sit Publikum, der akkurat lider, at den trofaste Elsker faar et lille Ryk overfor den yppige Kokette, men kun paa det Vilkaar, at han itide vender tilbage til sin slanke Fæstemø.
Jeg kommer endelig til Blomsten i Bournonvilles Produktion: Folkesagn, Fjeldstuen, Brudefærden i Hardanger, de nordiske, romantiske Balletter, til hvilke man godt kan regne Kermessen i Brügge, der slet ikke foregaar i den hyperkatholske By, hvis Gaders Dødsstilhed fjærner hver Tanke paa en Kermesse. Det var Christian Winthers Aand, der svævede over Bournonville, da han skrev sit Mesterværk Et Folkesagn. Ved Siden heraf kan man kun stille første Akt af Fjeldstuen, maaske tildels paa Grund af Valdemar Prices geniale Spil. Alle de Midler, Bournonville raadede over, kom ham tilgode i disse Kompositioner. Det romantiske Stof modtoges uden mindste Kritik; der krævedes kun ringe Luksus; Elverpiger og Trolde, Bønderpiger og Riddere gave ham Anledning til maleriske Ensembler, og Personerne skulde kun være simple Følelsesmennesker, hvis Forhold til hinanden let lod sig udtrykke ved Pantomime. Det var intet Under, at Bournonville blev skattet og beundret for disse brogede Billeder og stemningsfulde Danse; der var over dem en national Duft, der henrev Publikum og gav dem et ejendommeligt Præg og en stor Værdi.
