252 AUGUST BOURNONVILLE.
overmaade morsom. De knappe Midler forbøde ham jo imidlertid at udfolde en østerlandsk Tusind og én Nats Herlighed. Abdallah er Historien om den fattige Fyr, der i en eneste Nat bliver Sultan, bebor et Aladdinspalads og opvartes af dejlige Danserinder, indtil Trolddommen ophører og alting synker sammen. Muligvis har Paladset været noget københavnsk, Slavinderne mere dydige end dejlige. Bournonville drømte sig sikkert som sin Helt ind i Festglansen, indtil det sparsomme Bifald bragte ham til Besindelse igen. Den Øjenlyst og Sanseglæde, som alle andre Steder er Ballettens Ideal, bryder man sig jo herhjemme ikke om, og det maa det holde haardt for en Balletmester at forstaa.
Hin energiske Evne til at omskifte »Genren af sin Virtuositet« lagde Bournonville tydeligst for Dagen ved de tvende store oldnordiske Balletter, hvormed han hyldede en nyere Smagsretning i Danmark. Jeg har aldrig forstaaet Fordømmelsesdommen over Thrymskviden, som, latterligt nok, beskyldtes for Blasfemi, fordi Thor og Loke bragtes paa Brædderne. Det var ikke selve Stoffet, man burde angrebet, men dets Iklædning. Der var ingen Kød og Blod i Bournonvilles Guder, ingen Lidenskab i hans Loke. Alt var for glat og pænt. Dog var Jætten Thrym morsom, om end kun en Efterdannelse af Valkyriens Bjørn, der med Rette havde gjort Lykke ved sin Dans blandt de græske Piger. Ogsaa i denne Ballet var Tonen for blød og lidet vikingeagtig. Iøvrigt kan man lægge Mærke til, hvorledes overalt hos Bournonville det samme Træk gaar igen, at Elskeren, helst paa en Udenlandsrejse, en kort Tid falder i en fremmed Skønheds Garn. Det er Helge, der glemmer
