ADOLF ROSENKILDE. 259
sin egen Personlighed saaledes hen paa Scenen, spiller i den Grad paa sig selv som komisk Maskefigur, at Tilskueren enten vil more sig fortræffeligt eller forblive ganske kold. Fornøjelsen ved den Art personlige Komik beror særdeles meget paa den individuelle Smag, afhænger af om Skuespilleren tiltaler som komisk Person. Rosenkildes Kunst synes mig nær i Slægt med den, der dyrkes paa en af Paris mindre Scener, hvor der spilles fortrinligt Komedie, nemlig Palais-Royaltheatret. Enhver, der har siddet paa den lille indeklemte Tilskuerplads, véd at en pludselig Kedsomhed kan afbryde Ens hjærtelige Latter f. Eks. over Hyacinthe med den store Næse — ham, der ender sine Kærlighedserklæringer med at lægge to Fingre omkring dette Monstrum og udstøde et lydeligt Prust — eller over Lhéritier, hvis halve Komik bestaar i det mærkelige Aandedrag, hvormed han ledsager sine Repliker. Ved Siden af hine og af den geniale Skuespiller Geoffroy vilde Rosenkilde være ganske paa sin Plads.
Palais-Royaltheatret ligger netop for Tiden i en Krise. Dets Stok af fortrinlige Komikere bestaar af meget gamle Herrer, der vel ere højt yndede af Publikum, men saa udslidte, at der frygtes for at de snart maa trække sig tilbage. Direktionen udfolder en overordentlig Energi for at udfylde Rækkerne med friske Kræfter, udsøger morsomme og talentfulde Kunstnere fra andre Scener, Folk, der alt have Navn og Anseelse; men naar de komme til Palais-Royal, viser Publikum sig ofte vrangvilligt eller i alt Fald afventende overfor dem. Mange lade sig skræmme bort, skønt det egentlig kun kommer an paa at udholde visse Prøvelsens Aar. Publikum maa vænne sig til et Ansigt, en Gestikulation,
17*
