260 ADOLF ROSENKILDE.
et Organ, før det vænner sig til at more sig derover. Saa stor maa Skuespillerens Avtoritet blive, at hans blotte Indtræden paa Scenen kalder Latteren frem, idet Erindringen om den tidligere Lystfølelse gør Tjeneste ligesom en Kildren, der forbereder og tilskynder den nye Latter. — Det var den Avtoritet over Publikum, som Rosenkilde først maatte vinde, inden hans Stemmes ru Toner kunde finde et Ekko i Tilskuernes Latter.
Det tog derfor adskillig Tid, inden han kunde blive akklimatiseret paa det kgl. Theater, til hvilket han ikke var bleven hidkaldt af den offentlige Opinion, men kun var fulgt sammen med Høedt og Michael Wiehe. Hans Fader levede endnu og var overforkælet og beundret, og Sønnen ansaas i Almindelighed som en slet Kopi efter den Gamle. Man var meget fornem overfor hans Spil, fandt ham kedelig og simpel, det vil sige behandlede ham aldeles efter den Regel, som ufravigeligt følges, naar en Skuespiller overflyttes fra et Sekundtheater til det kongelige. Man klagede særlig stærkt over hans drævende Tale med de mange Næselyd — den samme som man nogle Aar efter skulde finde saa morsom, at han blot behøvede at lukke Munden op for at vække Latter.
Iøvrigt var Rosenkildes Debut uheldig. Han optraadte paa Scenen første Aften som Jakob von Thyboe, og der kan ingen Tvivl være om, at han umuligt kunde have valgt nogen Rolle, der passede mindre til hans Naturel. Den misklædte ham utroligt. Med sin Skikkelse kan han ikke tilnærmelsesvis, ikke engang karikeret faa noget Militært frem i Væsen og Manerer. Det Stramme ligger ham ligesaa fjærnt som det Smidige, i hvilket han ogsaa uden Held har
