ADOLF ROSENKILDE. 261
forsøgt sig. Han optraadte nemlig i en Goldonisk Tjenerrolle og fik senere atter tildelt Henrik i Kong Salomon og Jørgen Hattemager, der havde tjent ham til Debutrolle i 1837. Den Heibergske Henrik er ganske skabt i den Holbergske Tjeners Billede, er en nyfigen Skælm ligesom hin; alligevel saa' man Rosenkilde omskabe ham til en gammel, gnaven Svend, der betragtede alle sin Herres Daarskaber med en onkelagtig bebrejdende Mine. Om det var med eller mod Skuespillerens Vilje, at Figuren fik denne Form, skal jeg ikke afgøre; forsvares kunde denne Opfattelse kun daarligt.
Mishaget imod Rosenkilde tog især stærkt til Orde, da han overtog Faderens Rolle som Præsten i Intrigerne. Man bebrejdede ham, at han manglede den Elskværdighed og Barnlighed, som gjorde det hele Publikum til personlig Ven af den Gamle. Denne Kritik var næppe uretfærdig. Rosenkilde ejer ikke Faderens straalende Humør og geniale Livlighed og han er heller ingen Improvisator som denne, tvertimod hans Fremstilling beror paa en stærkt forberedt og mange Gange lidt pinlig Komik. Derfor forekommer det mig som om han aldrig har faaet rigtig Façon paa Assessoren i Eventyr paa Fodrejsen. Fra Digterens Haand foreligger der overmaade lidt Materiale til Assessorens Psykologi — fornemligt Glæden over det perspektiviske Udsigtspunkt — Skuespilleren er ganske overladt sin egen Inspiration og kan næppe drive det til nogen skarp Karakteristik. Adolf Rosenkilde optog, maaske med Rette, Faderens Opfattelse som en Tradition, der burde bevares, men den glade Barnlighed og den overstrømmende Hjærtelighed, som den Gamle formaaede at lægge i Smil og Stemme, evnede Sønnens koldere og mere beregnende Kunst ikke at gengive.
