19
MICHAEL WIEHE.
upoetisk end Gabrielles Husbond, og gav denne saa tarvelig honnet med stive Flipper, som om han aldrig havde vidst, at Romantik var andet end at elske sin unge Kone, selv om hun var forliebt i en Officer. Jeg skulde tro, at noget saadant som Assessor Wilhelm hos Kierkegaard, det danske Sidestykke til Augiers og Ponsards Ægtemænd, har foresvævet Wiehe. Her var en stærk naturalistisk Bestræbelse, ligesom naar han for enhver Pris vilde faa den begede Gut ud af Oehlenschlägers lidt ferskvandsagtige Tordenskjold.
Men som Erik i Erik og Abel, en af hans allersidste Roller, havde han støbt den svage, umandige Konge om til en Martyr og udstyret ham med en kristuslignende Skikkelse, saa hele Rollen egentlig var lagt an paa Aftenbønnen før Mordet. Saa vidt kunde han i det Hele aldrig naa i Virkelighedsspil, at han fik det historiske med. Han vilde hin Aften, der var Mindefesten for Frederik den Syvende, ligesom inkarnere det ulykkelige Danmark i den voldelig overfaldne Erik; denne Tanke alene bevægede ham, og han kunde aldrig give andet end sine egne bevægende Følelser og Tanker.
Da han i sine sidste Leveaar mer og mer gik ind i Karakterfaget og endog spillede Skurkeroller, skulde man synes, at der netop her var Lejlighed for ham til at bryde med de Theaterkonventioner, som foreskrive det onde Menneske et fra det gode væsentligt forskelligt Udvortes. Alligevel var han selv her meget afhængig af Traditionen. Han sagde sig ikke løs fra den konventionelle Maske, hvis Alder synes at strække sig helt op til Mysteriernes Djævlefremstillinger. Som i Norden Mørkets Fyrste var sorthaaret, i Syden rødhaaret, saaledes skiftede ogsaa de onde Menneskers Farve
2*
