288 LUDVIG PHISTER.
Personlighed udenom ham selv, en legemsstor Maske, bag hvilken Phisters egen Individualitet forsvandt. Naturen havde skænket ham et ægte Skuespilleransigt: da dets nederste Dele ere skudte stærkt frem og Næsen er lille, ligge alle Trækkene i én Plan, og derved blev det muligt for ham ved den ringeste Bevægelse at forandre hele Udtrykket. Og til hvert nyt Ansigt en ny Stemme, thi hans Talent til at efterligne og paatage sig fremmed Mæle var uudtømmeligt. Hvis man tænker sig ham skiftevis saaledes som han saa' ud som August i Sparekassen, som Klokker Link og Oldfux, kan man næppe tro, det var det samme Menneske, Og hvis man lader den talløse Mængde Stemmer, man har hørt ham benytte, glide forbi Ens indre Øre, vil man have et Billede af den babyloniske Sprogforvirring. Ved en Oplæsning har jeg hørt ham skifte med et Antal af tredve forskellige Stemmer uden mindste Anstrængelse. Og han nøjedes ikke med at forvrænge sin Rest en Smule, han trængte indtil smaa Enkeltheder ind i det fremmede Organ og vidste bestemt, hvordan hvert enkelt Ord skulde udtales og hver Sætning betones. Udenfor Scenen havde han ogsaa en mærkværdig ukarakteristisk og svag Stemme, der ligesom krævede at styrkes ved en paalagt Farve. Der er Roller, som egentlig laa hans Kunst fjærn, og som han dog har formaaet at spille, fordi han opfandt en ejendommelig Rest for dem. Jeg vil saaledes nævne den evige Jøde i Genboerne, som er en enestaaende Skikkelse i hans Repertoire. Hans Tale var her paa éngang afluret Virkeligheden og mystisk-romantisk farvet, den klang saa hemmelighedsfuldt, at den virkede magisk betagende paa Ens Sind. Man maa selv have hørt hint: »God rolig Nat«, som Ahasverus tilkaster Studenten;
