LUDVIG PHISTER. 289
med Ord kan en saadan Stemning af Inderlighed og Længsel, som laa heri, ikke males.
Syvhundrede Roller har Phister spillet, og man vil vel næppe forlange, at jeg skal kunne gennemgaa dem alle eller blot løselig karakterisere dem. Men jeg tror det muligt i store Træk at angive, hvad hans Kunst har formaaet at udtrykke og hvor den har havt sin Begrænsning, og ganske kort vilde jeg da sige, at den Sjælsegenskab, Phister eminent har magtet, er Forstanden. Ikke den Forstand, som øver de store Opgaver i Livet, Statsmandens og Politikerens eller Videnskabsmandens og Kunstnerens, men den Forstand, som beskæftiger sig med Livet selv, som er Verdensklogskab, Vid, Intelligens, Evne til at finde sig til Rette, være overlegen i smaa Forhold og ordne alt til det bedste. Den Art Forstand har han fremstillet i en Mængde Afskygninger, med en Mængde Tilsætninger, saaledes som hans bestandige Studium af Mennesker leverede ham dem. Han har bevæget sig paa Scenen som det gode Hoveds Inkarnation. Og dernæst har han, saaledes som Kunstnere næsten altid formaa, evnet at lægge netop Modsætningen af hin Forstand for Dagen i den Dumhed, som er Mangel paa Kendskab til sine Omgivelser, som kan blive til den pantsatte Bondedrengs Idioti — Phister debuterede i denne Rolle — og som kan forvandle sig til Klokker Links klædelige Naivetet, Atter her er der utallige Nuancer. Phister kunde spille alle dem, der narre de andre, og alle dem, der blive narrede, Intriganten og den Intrigerede.
Ved denne Rollemangfoldighed indeholder Phisters Skuespillervirksomhed en Besvarelse af Spørgsmaalet om hvad København har let af i et halvt Aarhundrede. Næsten hele
19
