LUDVIG PHISTER. 293
Hin ejendommelige Mundstilling, Phister saaledes benyttede, egnede sig nu fortrinligt til Forandringer af Stemmen. Mundens Organer stod nemligt i et saa nøje afpasset Forhold til hverandre, at den mindste Indvirkning paa et af dem øjeblikkeligt fremkaldte en fuldstændig Omplaceren af de andre; de laa saa at sige i ét Plan, ligesom Skuespillerens Ansigtstræk. De berømteste Steder i hans Henrikroller bleve næsten altid hans Forvandlinger. Man tænke f. Eks. paa den Scene i Maskeraden, hvor Henrik agerer den hele Tamperet: først læste en brægende, snøvlende, uforstaaelig Retstjener Stævningen op, saa kom Advokaterne: den ene, der hoppede frem som en Skade, havde en tynd og pibende Stemme, hvis Fistel skingrede af Vigtighed og Indbildskhed, den anden brummede med dybe Mavetoner, han var ligesaa dum-stolt som den første var arrig. Endelig satte Henrik sig ned paa Stolen som Dommer og forkyndte nu Kendelsen med en Røst saa søvnig og træg og kedelig, at Tilskuerne lulledes ind i en Døs, hvoraf Phister først vakte dem, naar han som en Raket fór op fra Sædet og var den gamle livlige Henrik igen. Hans Forklædninger i Den Stundesløse fornyede dette Skuespils Scenevirkning og overstraalede enhver anden Fremstilling i Stykket. Han frembragte her Stemmerne paa en noget forskellig Maade: den fordrukne halvtossede Advokats buldrende tykke Mæle fremkom ved, at han pustede Kæberne op og lagde Tungen tilbage i Munden, hvorimod Tyskerens snurrige Tale alene beroede paa, at Phister lod Stemmen stige og synke i meget store Toneintervaller og gjorde de Vokaler til de højeste, som i naturlig Tale vilde blive de dybeste.
