292 LUDVIG PHISTER.
f. Eks. Rosenkildes Mæle, saaledes som han anvender det i enkelte Roller, hvor han ved ikke at lukke Næsehulen til med den bløde Gane og trykke Strubehovedet op, giver Ordene en vis nasaliserende Udtale, vil man bemærke, at Replikerne siges med stor Langsomhed, og at Pavser i Sætningen næsten ere nødvendige. Phisters Stemme var en Stræng, som han kunde anslaa i en hvilkensomhelst Tone og Tonart, han lystede; Rosenkildes er en allerede stemt Stræng, som han kun kan forsøge at gøre Saameget ud af, som dens forudgivne Bestemmelse tillader. Kun en enkelt lille Ejendommelighed klæbede der ved Phisters Udtale, paa Grund af at han, som sagt, nærmede Over- og Undertænderne til hinanden, uden at Tungen kom helt hen til dem, det var den, at hans s ofte antog en Klang af et sch (sj). Det var derfor maaske oprindeligt en ham ubevidst fysiologisk Nødvendighed og mere end et blot Indfald, naar han undertiden søgte at opnaa en komisk Virkning ved at udtale s'et paa denne Maade. Saaledes sagde Phister f. Eks. altid »Schkavank« i Henrik og Pernille (Scene 1) og han udtalte for ingen Pris anderledes end »schkubbet« i Repliken i Scapins Skalkestykker: »Det er jo hans Skæbne, som har schkubbet ham ind i det«, hvor det blev saameget mere paafaldende, fordi Argante straks efter i sin Hidsighed kopierer hans Ord. Paa samme Maade efterlignede Pernille ham, naar han i Den Stundesløse sagde: »Men eftersom Magdelone er noget til Alders, kan han maaske ikke fatte Elschkov til hende«, og Teksten har ikke engang her »Elskov« men derimod »Kærlighed« saa Phister, som dog ellers aldrig tillod sig de bekendte Skuespiller-Forbedringer, naar det gjaldt Holberg, paa dette Sted gjorde en lille Omsætning.
