LUDVIG PHISTER. 291
og Molières. Jeg vil under Et benævne dem Henrik-roller, skønt Figuren ikke altid bærer dette Navn. Til denne Gruppe regner jeg foruden Henrik'erne i Pernilles korte Frøkenstand, Det lykkelige Skibbrud, Kilderejsen, Henrik og Pernille og Maskeraden, ogsaa Oldfux i Det arabiske Pulver og Den Stundesløse — derimod hører Henrik i Den politiske Kandestøber ikke herhen, thi Phister spillede denne nærmest som en Arv. Men til Henrikrollerne maa man ogsaa regne hans Scapin i Scapins Skalkestykker, da der, trods Nationalitetsuligheden, ingen væsentlig Forskel var mellem den Holbergske og den Molièreske Intrigant.
Til alle disse Roller havde Phister uddannet sig en ganske særegen Stemme, som frembragtes ved at han trykkede Underkæben og Tungebenet frem og sænkede Strubehovedet; derved blev Svælget større og Munden videre, og Luften gik nu som en stor bred Strøm igennem denne. Paa samme Tid gjordes Tungen bred og bevægedes kun lidt, og Tænderne holdtes tæt sammen, uden at Tungespidsen naaede helt hen til dem. Den Stemme, som herved fremkom, havde en noget mørk Klang, som lignede den saakaldte sombrerede Sangstemme, ved hvilken det udsungne a lyder som et o; heller ikke Phisters a var ganske rent. Den store Fordel, han opnaaede ved denne Mundstilling, var en umaadelig Volubilitet i Talen; den brede Strøm i Munden, som intetsteds stødte paa nogen Hindring, formaaede at lade Ordene med ustandset Hurtighed flyde fra Læberne, medens den paa samme Tid tillod enhver Art af Moduleren i Ordet og Sætningen, fordi Munddelene, saaledes som de vare stillede i Forhold til hverandre, ikke paatrykte Stemmen nogen enkelt ejendommelig Lyd. Tager man til Modsætning
19*
