LUDVIG PHISTER. 295
og uden at lægge en Tøddel ind i Ordene, som ikke, hvis man saa' skarpt til, var der i Forvejen. Han holdt sig strængt til Teksten, men bearbejdede med sit Genis hele Magt Repliken, og atter her var hans Løsen: bestandig Forandring og Vekslen. Det Virkemiddel han anvendte var de smaa Nuancer. Jeg forestiller mig, at Phister indstuderede én af Henriks Repliker saaledes, at han først tog den helt som Stof og lærte sig den saa sikkert udenad, at han kunde fremsige den, opremse den med rivende Hurtighed. Nu var Materialet der. Saa undersøgte han uvilkaarligt hvert enkelt Ord, om det havde noget Komisk eller Særeget i sin Lyd for at fremhæve dette, undertiden vilde det vel og falde ham ind ved en uregelmæssig Udtale at skabe en saadan komisk Virkning. Saaledes sagde han gærne i Henrik og Pernille »Vo͝om͝it︦if« — eller udtalte som Scapin Ordet »maaske« som »máaske« (den samme Betoning brugte iøvrigt ogsaa Vinter i Eventyret i Rosenborghave, hvorfor Phister deler den Ære med Heiberg at være Fader til de saakaldte Máaskebørn). Vare Ordene saaledes undersøgte, akcentuerede og pointerede han dem i det Uendelige, det vil sige, han forandrede hvert Sekund sin Stemme og betonede hvert Ord forskelligt fra det foregaaende, men forenede saa atter de forskellige Lyde, idet han udtalte dem efter hverandre med en Hastighed, der sammensmeltede dem. Man tænke paa det Utal af brogede Farver, der ved Malerens Kunst tilsammen udgøre et harmonisk Lyshele i et Maleri. Endelig lagde han saa afgørende Vægt paa Efterligningen af den almindelige Tale, idet han i denne rivende Ordstrøm trak Aande og standsede ved det Ord alene, som var det vigtigste i Sætningen. Det var en meget skarp kadenceret
