Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/308

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

LUDVIG PHISTER. 299

gode Hoved, og hans Overlegenhed bestod deri, at han altid spurgte sin Forstand tilraads, hvor de andre gav efter for deres Temperament og Følelse, og at hans bøjelige og smidige Natur fandt sig tilrette i en hvilkensomhelst Situation. Hvor han var, var han altid i sit Element. Paa denne Maade laa det for Phisters ejendommelige Geni at fremstille ham, og siden Londemanns Dage havde vel ingen saadan Henrik været set paa vor Skueplads. Tænk paa ham, naar han traadte ind som Oldfux med det hastige, taktfaste Trit og den erkeforslagne Mine: det var, som i samme Nu hele Vielgeschreis Hus hørte ham til. Eller husk ham, naar han førte sit Forsvar for Maskeraderne, hans Øjne lyste af Lystighed, i hans satiriske Smil laa en Overlegenhed, som knuste den bornerte Jeronimus og den sølle Leonard, og dog var der paa samme Tid noget Ydmygt og Hensyntagende i hans Holdning, paa hvilket man mærkede den stakkels Tjener, der maa være forberedt paa at modtage tørre Hug som Argumenter. Eller genkald ham ved hans Indtrædelse i Scapins Skalkestykker, der var som lysende af Geni. Octavio og Silvestro staa triste og nedslaaede samtalende om alle de Ulykker, der vente dem, da kommer Scapin ind, nynnende paa en munter Melodi med et Ansigt, der straaler af Kløgt, og staar pludselig imellem dem som Intrigens frelsende Engel.

II.

Phister vidste nøjagtigt, hvordan dumme Folk se ud, te sig og handle, og jo mere de saa at sig udleverede sig selv, des bedre kunde han faa Greb paa dem. Det var ham bekvemmest, naar de slet ingen Værdighed eller Alvor skulde