22
MICHAEL WIEHE.
Hedningen imellem Kristne, Kvækeren mellem de Levelystne, — saadanne Opgaver, hvor det gjaldt at fremstille den Isolerede, lykkedes altid for ham, allerhelst naar denne til en vis Grad var Omgivelserne underlegen og udsat for deres Spot. Det forstaar sig, at Pointen saa laa i, at Wiehe i Virkeligheden besad den aandelige Overmagt. Og netop paa samme Maade yndede han saadanne Skikkelser, hos hvilke der atter mellem det Ydre og det Indre var en disharmonisk Afstand. En Ridder i Trælledragt — det var jo hans Grib, en glødende Elsker i Munkekutte, der bryder Tro og Løfte, brændemærkes og forhaanes — en saadan Rolle skrev Høedt for ham i Madonna for at lade hans Geni vibrere paa de Strænge, det helst berørte.
Dette Fordoblingshang genfandt man, naar han spillede Elsker. Han var allerhelst paa éngang den der elsker, og den der ikke elsker, eller i alt Fald den Kyske og Kolde, som pludselig hører Kærlighedens Stormklokke ringe for sine Øren, og som overrasket lader sig betage og rive hen af dens Hvirvel. Førend dette skete, aabnede der sig ligesom en Kløft mellem Mandens Sjæl og den ukendte Følelse, der trængte sig frem for at fylde den. Modstræbende vilde kun Sjælen lade sig omforme, men saa atter være helt i Eros' Magt. Hvor havde Wiehe kunnet laane Røst til det unge Menneskes Tale i Kierkegaards Symposium, assimileret sig med hin skønne Yngling, som endnu staar uberørt af og sky overfor Eros, og under hvis tvivlende Spørgsmaal om Gudens Tilværelse der dæmrer saa mægtige Længsler. Wiehe kunde fremstille Ynglingen, for hvis Øren der klang som en dæmpet Susen af Gudens fjerntrammende Pile, men som endnu var usaaret. Ingen kan glemme, hvor vidunderligt han spillede
