OLAF POULSEN. 319
sagde man, hvor han dog ligner Phister, og naar han var færdig, sagde man, at Phister dog havde været langt morsommere. Det var haarde Konditioner at tjene under for en ung Begynder. Heldigvis havde Poulsen et Humør, som der skulde meget til at ødelægge.
Paa den anden Side skal jeg være den sidste til at nægte den gennemgribende Nytte, som Poulsen har havt af sin Skolegang hos Phister. Den har disciplineret hans Talent, som af Naturen er alt andet end klassisk anlagt. Ved et mindre Theater kunde Poulsen meget let have ofret sin Begavelse for sin store Lyst til at høste Latter og Bifald som øjeblikkelig Løn — han er endnu altfor lidt ufølsom paa dette Punkt. Han kunde i det Hele være kommet til at tage sin Kunst altfor let. Nu har han gennem Phister faaet styrket den Kærlighed til Holberg, som han alt fra Drenge aarene havde besiddet, og lært en Agtelse for Studiet af de klassiske Roller, som kun meget faa ved vort Theater nære i samme Grad. Publikum anerkender ikke tilstrækkeligt, at denne tredveaarige Mand er den eneste ved Scenen, paa hvem Haabet om de Holbergske Traditioners Forplantning i Fremtiden beror. Allerede nu er det saaledes, at hans ældre Kammerater søge til ham om et eller andet Raad, naar der skal indstuderes en Holbergsk Komedie, som har henligget i nogen Tid.
Alt i alt har vel Ondt og Godt opvejet hinanden ved den Opdragelse, Poulsen har nydt som Skuespiller. Phister gav ham det Fundament, paa hvilket han skulde opføre sin kunstneriske Bygning, men Grundlaget var for bredt: det kneb for Poulsens Ungdom og Uerfarenhed at bygge videre derpaa. Andensteds havde han sikkert i en Fart faaet sig
