338 EMIL POULSEN.
Organ ikke, det er fint og blødt. Naar han forcerer det, antager det let et lidt klagende Præg. Ligeledes taaler hans Ansigt kun daarligt et lidenskabeligt Udtryk, saa kommer der straks noget Fortrukket i Trækkene, og de miste al deres Harmoni. En vis Moderation klæder Emil Poulsen bedst i Tale og Mine.
Straks ved næste Sæsons Begyndelse fik han Darnleys store Rolle i Bjørnsons Maria Stuart. Han var da endnu ganske ufri paa Scenen og saa sysselsat med sin Holdning, at han næsten ikke naaede til det Psykologiske. Han betonede stærkt det Bløde hos Darnley, og bedst lykkedes ham Scenen paa Sygelejet, hvor denne paakalder Dronningens Medlidenhed. Han var ung nok, til at man følte Sympati med den fremstillede Umandighed. I Publikums Omdømme steg han ikke meget ved denne Rolle; det blev Mode i adskillig Tid at sige om ham, at han vel forstod Rollerne, men manglede Midler til at give sin Opfattelse scenisk Udtryk.
Poulsen byggede langsomt sin Avtoritet op. Han var heldig med Elskeren i De har en Datter, fordi denne skulde være forlegen og lide under et aandsfraværende Væsen, og Poulsens Usikkerhed paa Scenen lod let sig omforme hertil. Han var dog saa yndet, at det vakte Anstød, da Mantzius som Arnolphe i Fruentimmerskolen morede sig med at kopiere hans Manerer som Horace. Kort efter, i næste Sæson allerede, havde Poulsen med en Kraftanstrængelse fjærnet alt det Sære man bebrejdede ham. Han høstede stor Beundring som Leander i Maskeraden; alt det Ugratiøse var blæst bort, og han stod atter i Højde med sin egen Begavelse.
