EMIL POULSEN. 351
og en svag præstelig Salvelse; det syntes som om han ikke havde kunnet tænke sig Klogskaben og Ærligheden i en mere verdslig Skikkelse.
Og saa er der tilsidst Bernick fra Samfundets Støtter og Helmer fra Et Dukkehjem. Emil Poulsen er kommen til at spille de moderne sørgelige Helte, som hudflettes af Ibsens mest haardhændede Satire. Selve hans stærke Hang til Blødhed i sin Kunst, hjalp ham til at fremstille disse Mænds Umandighed, og skønt han ikke hører til de skarpt Analyserende, forstod han fortræffeligt, hvad Digteren havde ment med disse Overflademennesker. Han blottede med stor Energi Raaheden under det polerede og blanke Ydre. I hans Bernick tror jeg Hidsigheden mod Drengen var det fortrinligste Sted, den haarde Egoisme blev inderlig hæslig for Tilskueren. Som Helmer staar han højst i tredje Akt. Den lette Rus, den fantastiske Sanselighed overfor den kostumerede Nora, de hjærteløse Fraser om Rank og allermest den raa og frække Egoisme, da Opdagelsen sker, kom frem med beundringsværdig Natursandhed. Han var saa helt inde i Situationen, at Replikerne trængte sig frem med Virkelighedens nervøse Hast under den sidste Samtale med Nora, hvor Helmers hele System af Fraser Stykke for Stykke brydes, medens han fortvivlet kæmper for at frelse Skinnet. Jeg vil blot endnu nævne det fine Træk, at Helmer, hvor han staar sammensunken ved Døren efter Noras Bortgang med sin slapt nedfaldende Haand kommer til at berøre Klaverets Tangenter; de give en uhyggelig Dissonans, og denne bringer ham til at fare op.
Betydningen af en Rolle som Helmer ligger deri, at den bringer Skuespilleren tæt ind paa Livet af hans Samtid.
