36
FREDERIK HØEDT.
En Skuespillerinde, der allerede i nogen Tid har tilhørt Theatret, skifter pludselig Rollefag. Hun, som vi have set som den blide nordiske Mø, optræder en skøn Aften i et fransk Konversationsstykke og glimrer ved en med mange og fine Nuancer pailleteret Tale; denne Rolle gør Epoke i hendes Theaterliv og bliver Grundlag for en Række af lignende Skikkelser, tildels blot Variationer over den Melodi, som éngang hendes Diktion er omformet til. Denne Gang er det en offentlig Hemmelighed: Professor Høedt har instrueret den unge Dame, det er ham, der har aabnet hendes Talent en ny Bane ved sin Indsigt i hvad Mulighed det gemte.
Der opføres paa en af de mindre Scener et Stykke, til hvilket hele det kongelige Theaters Publikum strømmer hen. Uagtet de enkelte Kræfter ikke alle ere udmærkede, er dog Ensemblet fortrinligt; enhver Replik kommer til sin Ret, Dialogen er en virkelig Samtale, Personernes Stilling overfor hinanden er naturlig og fremhjælper Handlingen, ja det er ligesom Møbler og Dekoration spillede med. Sligt er man ikke vant til her, saalidt som paa vor første Scene. Og Aarsagen? Professor Høedt har overværet Prøverne og sat Stykket i Scene, og den ene Mands Aand har hvilet over det kunstneriske Øde, der ellers hersker paa disse Brædder.
I en Række af Aar har Prof. Høedt været Københavns dramatiske Faktotum. Andre Byer eje et Konservatorium, hvortil Begyndere i den sceniske Kunst søge hen, vi have kun besiddet ham. Han har været den eneste Lærer, den dygtigste Sceneinstruktør, den første Avtoritet i alle Theatersager. Det maa ikke glemmes, at under hans Vejledning ere næsten alle de Kunstnerinder opdragne, der for Tiden
