46
FREDERIK HØEDT.
Heiberg fandt i Virkeligheden slet intet Repertoire ved sin Tiltrædelse som Theaterchef. Ingensomhelst kunstnerisk Plan havde været ledende ved Valget af Stykkerne, de udgjorde et Tilfældighedens Sammensurium, og dette Kvasi-Repertoire var det, som Heiberg ansaa det for sin Pligt at vedligeholde. Det var da endnu mindre til at tænke paa, at han skulde føle sig kaldet til at opføre noget Stykke af Hensyn til en enkelt Skuespillers Ønske. En saa demokratisk Fordring vilde den fornemme Absolutist aldrig efterkomme. Han aabnede, karakteristisk nok, sin første Sæson med Livet i Skoven ved Shakspeare og Sille Beyer, og Slægtningene, og styrede Theatret i uforstyrret olympisk Ro, indtil i hans tredje Sæson Høedts Optræden indtraf. Den gav Stedet til en Kritik ved selve Scenen af hans principløse Virksomhed.
Om Forholdet mellem Heiberg og Høedt finder man i Overskous Theaterhistorie en Mængde lange Deklamationer, hvilke alle ere saa partiske og uforstandige, at man maa nedlægge Indsigelse imod, at de blive betragtede som sanddru historisk Fremstilling. Allerede de første fem Dele af det Overskouske Værk ere kun at benytte med stor Forsigtighed og i stigende Grad, eftersom Fremstillingen nænner sig Forfatterens egen Tid. Denne Bog udgør en fortrinlig, uundværlig Materialsamling for enhver, der vil beskæftige sig med dansk Theaterhistorie, den giver udførlige og paalidelige Oplysninger om de opførte Stykker, Skuespillernes Af- og Tilgang, de vekslende Direktioner o. s. v., men paa den anden Side lider den æstetiske Del under de store Huller i Forfatterens Dannelse og Kundskaber, og den historiske af en mere og mere tilsynekommende Partiskhed. Overskou var en stakkels Autodidakt, der paa den hæderligste Maade,
