45
FREDERIK HØEDT.
Vaudevillen, at han paa en beundringsværdig Maade fik Publikum overbevist om dens filosofiske Betydning, havde man gjort sin Pligt og handlet klogt. Nu var hans Smag saa begrænset, hans Forkærligheder saa besynderlige, at han undertiden syntes at gaa i en Art æstetisk Barndom. Hvorledes skal man ellers forklare, at han med fuldstændig Foragt for Victor Hugo forbandt en beundrende Kærlighed til Duftvaudevillen, med Mistro til Shakspeare forenede ubegrænset Tillid til Sille Beyer. Scribe havde fordærvet hans fine Sans, han var bleven en gammel Routinier, hvem et dramatisk Fabrikarbejde var kærere end en poetisk Digtning, der paa et eller andet Punkt stødte hans Vaner. Han besad desuden det geniale Hoveds absolute Sikkerhed i sin Dom og afvæbnede enhver Modstander med det rolige, tilsyneladende godmodige Vid, der er det bedste Værge i en Polemik.
Paa Heiberg kunde der da intet Haab støttes med Hensyn til Theatrets Regeneration. Man læse de »Grundsætninger, han med velberaad Hu havde antaget for sin Theaterbestyrelse«: »Det er min Pligt at sørge for, at det daglige Repertoire vedligeholdes saa godt som muligt, og derfor jævnligen at fremtage Stykker, der kunne gives uden store Ophævelser; men kun da, naar den daglige Tjenestes gode Gang ikke standses eller lider derved, tør jeg sætte de Spillende i Virksomhed med nye Stykker eller ældre, der maa anses som nye og derfor fordre mange og lange Forberedelser«. Man sporer en ægte bureaukratisk Duft i disse saakaldte Principer, man skulde tro Talen var om at bestyre en Fabrik, hvor det blot gjaldt om at holde Maskinen i Orden, saa den daglig leverede det behørige Antal Stykker.
