64
FRITZ HULTMANN.
kgl. Theater havde Brug for Folk med Tenorstemme, og da han paa Akademiet, naar der blev sunget en Vise, ofte havde vakt de Andres Opmærksomhed ved sin høje og smukke Stemme, bevægede hans Kammerater ham til at prøve Lykken og melde sig hos Bestyrelsen. Hvad der intet Under var, men hvad der overraskede Hultmann selv overordentlig: den unge smukke Fyr, hvem Naturen havde skænket saa prægtig en Stemme, sikrede man sig straks. Og saaledes, man kan ikke sige, gik Hultmann til Theatret, men faldt han pludselig ned mellem Kulisseme. Han havde ikke som saa mange andre næret sygelige Ungdomsdrømme om sceniske Lavrbærkranse, han havde ikke tvivlende prøvet og vejet sig selv, om han nu virkelig duede dertil, om hans Ydre svarede til det Indre, om han skulde kæmpe, om han vilde sejre — nej han kom ganske aaben og frejdig, som den lystige Svend, for hvem Bordet straks dækker sig, og man modtog ham øjeblikkelig med Kyshaand.
Sangtimerne begyndte. Dog, hans Stemme var kun blevet skolet et Aars Tid — saa pludselig forsvandt den. Den vordende Tenorist og Sanger blev hæs; Stemmen gik paany i Overgang for langsomt at omforme sig til den høje, klangfulde Baryton, der blev Hultmann saa uskaterlig i hans Lystspilroller. Men foreløbig var hans Fremtid som Sanger højst usikker og hans Skæbne afhang af hans dramatiske Begavelse.
Den Undervisning, han havde faaet i Skuespilkunst, var imidlertid ikke stort bevendt. Hans Instruktør var Stage, Datidens Bonvivant og elegante Elsker, der som Skuespiller allerede var paa Retur. Man kunde tro i dette Valg at se en klog Forudseenhed, der bestod i at give
