63
FRITZ HULTMANN.
han »spiller Fleming og gør det upaaklageligt, er Elsker omtrent som Jfr. Larcher er Elskerinde, dog med mere Livskraft og Evne til Smil, er en livlig og vakker Københavner som i Nej, men en elskende Riddersmand, i hvis Mund Sproget bliver rytmisk — nu, af den Art er hans Begavelse ikke, derhen fører heller ikke hans højst rosværdige Flid og øjensynlige Kærlighed til Scenen«.
Goldschmidt har Ret i, at Riddersmanden laa Hultmann fjærnt. Hans Ansigtstræk, hans hele Habitus har et altfor moderne og borgerligt Præg, til at han kan frembringe den Illusion om det Middelalderlige, som Elskeren i de romantiske Dramaer kræver.
Da hin Kampens Sæson var endt med, at de Frafaldne, Høedt og Wiehe, med klingrende Spil droge ind i Fæstníngen, saa' det galt ud for Hultmann. Skulde han atter træde tilbage, ikke længer være Nummer Et? Et lykkeligt Tilfælde gjorde, at man straks i Sæsonens Begyndelse opførte Genboerne. Hultmann fik endelig Klints Rolle og dermed vandt hans Skuespillervirksomhed sit Relief. Fra den Aften var han en Personlighed som Kunstner. Det var noget, han formaaede, som de andre ikke forstod: eller ikke magtede. Fra nu af drak han af sit eget Glas, hvor lille det end var.
I.
Tilfældet, ikke en ubetvingelig Lyst gjorde Hultmann til Skuespiller. Han gik som ungt Menneske paa Kunstakademiets Modelskole, ernærede sig møjsommeligt som Tegner og Litograf og tænkte aldrig paa Scenen. En Dag fandtes der imidlertid et Avertissement i Avisen om, at det
