62
FRITZ HULTMANN.
om at vinde Terræn, førte ham Klints Rolle i Hænde. Det var umiddelbart efter den minderige Sæson 1855—56, i hvilken de tvende Dioskurer, Wiehe og Høedt, lyste paa Hoftheatrets Himmel, medens Fru Heiberg havde opslaaet sit Paulun indenfor det hellige Iliums Mure paa Kongens Nytorv. Trods alle Angreb holdt Heiberg haardnakket ud, trolig sekunderet af de faa Kampfæller, der vare ham levnede fra Stridens Hede. Imellem dem var Hultmann én af de første og paa ham tyngede de prekære Forhold haardest. Han maatte gøre dobbelt Arbejde i denne Sæson eller rettere maatte fordoble sig selv. Han havde været vellidt af det store Publikum lige siden sin Debut, endog meget yndet i enkelte Roller, men det falder af sig selv, at et markeret Genis som Wiehes og en overlegen Aandfuldhed som Høedts maatte sætte hans fordringsløse Talent i Skygge. Nu faldt Lyset des stærkere paa ham, da han maatte dublere begges Rollefag. Tidligere havde han vel været mere end en utilité, men altid overvejende anden Elsker, nu skulde han pludselig afgive Stof til en grand premier rôle. I denne Sæson 1855—56, hvor han spillede Wiehes Rolle i Abekatten og Høedts i Nej — den sidste til Heibergs udtalte Tilfredshed —, hvor han maatte udføre den unge Sømands store og anstrængende Rolle i Capriciosa mere end en Snes Gange, ligesaa ofte spille Poul Fleming i Elverhøj og desuden optræde som romantisk Elsker i Kongens Læge — i denne Sæson, hvor han baade skulde være her og der, var det forstaaeligt, at Publikum vendte sig lidt uvilligt fra ham. Hultmann var uden Skyld, men man var forvænt med en intensivere erotisk Længsel, med en mere blændende og pikantere Diktion. Goldschmidt f. Eks. skriver om ham at
