67
FRITZ HULTMANN.
Han havde vundet sig en Position, nu gjaldt det at befæste og udvide den. Dette faldt ham i Begyndelsen vanskeligt. Han havde kun faa Strænge paa sin Bue, han kunde ikke omforme hverken sin Stemme eller sin Person, hans Talent var begrænset til Elskerfaget og selv der atter til de muntre Elskere. Karakterroller, markerte eller komiske Roller var der jo desuden Kræfter nok til ved Theatret. Da han langt senere fik Opgaver i denne Retning; mærkedes det hvor lidt hans Begavelse var bleven skolet, hvor lidt prøvet og strakt paa Øvelsens Prokrustesseng.
Han fik da ogsaa kun faa Roller af nogen Betydning i de første Aar efter sin Debut. Han vegeterede i nogen Tid, indtil hans Kunst skød Blomst.
I Virkeligheden passer et saadant Billede, hentet fra Planteverdenen, fuldkommen paa Hultmanns Talent. Ved et Tilfælde var det blevet plantet i Theatrets Jordbund. Ingen Gartner havde hæget om det med daglig Omhu og fremelsket det efter en bestemt Plan, pludselig havde det sat Knop. Medens det nu spirede langsomt, hentede det sin Næring fra meget forskellige Elementer.
Jeg kan kun flygtigt berøre en i sig selv betydelig Faktor for Hultmanns Talent. Den Skuespiller, der senere saa dygtigt gengav den lette Selskabstone, har naturligvis uddannet sig efter bestemte Forbilleder. Den flinke Kunstner med det klædelige Væsen var en velsét og hyppig Gæst i en af de mest intelligente Selskabskredse, som Datidens København havde at opvise, Den var Samlingspladsen for en Skare af elegante unge Mænd og vittige Hoveder, som hverken diskuterede filosofisk eller debatterede politisk, men som agtede den Kunst at samtale og dyrkede den med
5*
