74
FRITZ HULTMANN.
hænder den skrækkelige Begivenhed: en Skuespiller mener, at han er overlæsset med Arbejde og anmoder om at faa en Prøve forandret; Arnesen svarer, hvis hans Ord ellers ere paalideligt refererede, at det skal være forbi med den gamle Slendrian, og at han maa gaa til Direktøren med den Slags Indvendinger. Denne delvise Opfordring følger Skuespilleren, og Heiberg, mirabile dictu, »finder Anmodningen velbegrundet« og beordrer Oplæsning og Prøve udsat. Arnesen tog umiddelbart derefter sin Afsked.
Det er muligt, at Skuespilleren dengang havde Ret — efter Overskous partiske Fremstilling kan man hverken paastaa eller benegte det —, vist er det, at Heiberg næppe burde handle, som han gjorde. Det er dog indlysende, at skulde Arnesen komme i nogen Anseelse hos Personalet, saa maatte Chefen paa ingen Maade underkende hans Domme og især da ikke ved det første »Sammenstød« lade ham i Stikken, ja indirekte tildele ham en Irettesættelse. Dog, Sagen havde en dybere Grund end det ser ud til hos Overskou, og det er ogsaa derfor, at jeg har opholdt mig ved den, og ikke blot for at have den tarvelige Fornøjelse at eftervise den Overskouske Theaterhistories Forvanskninger, skønt det er pinligt nok, hvergang man vil benytte denne Bog, der som Dokumentsamling er saa uundværlig, at maatte arbejde Sandheden frem fra tykke Lag af æstetiske Fadæser og historiske Unøjagtigheder. Der er al mulig Grund til at berigtige, hvor man er istand dertil, og derved gøre Bogens Brug sikrere for andre.
At Arnesen saaledes trak Foden bort, næppe han havde faaet den inden for Theaterdøren, kan daarligt forsvares, men laa i hans hele Karakter. Han var et hurtigt Hovede,
