80
FRITZ HULTMANN.
I sine sidste Theateraar har Hultmann i en iøvrigt højst forskellig Rolle vist den samme Evne, til ligesom at lade et Menneske gaa helt op i den Idræt at være en sort Kjole, nemlig som Konsul Lind i Falliten, hvor man uvilkaarligt kom til at tænke paa H. C. Andersens Skygge, naar man saa' denne fine Skikkelse sno sig imellem Middagsselskabets Gæster. Det var Rigdommen, inkarneret i de elegante Manerer, ligesom Juliano havde været Fornemheden udtrykt ved det aristokratiske Væsen.
Men det er de unge Roller, Elskerne fra den Tid, vi ville dvæle ved. Det er i 1846, at han faar sin første Hostrupske Rolle, den lidt flove Hellebæk i Intrigerne, derpaa følger 1847 Basalt i Genboerne, tidligere spillet af Holst, dengang Michael Wiehe var Klint, og i 1848 Herløv i Eventyr paa Fodrejsen og Halling i En Spurv i Tranedans. I 1849 forsøgte han sig i den Oehlenschlägerske Tragedie som Oluf i Dronning Margrethe.
Han spillede den stakkels Prætendent endnu mange Aar senere, forinden Vilhelm Wiehe efter sin Ansættelse ved det kgl. Theater lagde Beslag paa den som en Rolle, med hvilken han i Norge havde høstet mange Triumfer. Det Modsatte havde maaske været Tilfældet med Hultmann; alligevel stod han efter min Mening langt højere som den forelskede, viljeløse Ungersvend end Wiehe. Ingen af dem forsøgte at give en historisk Figur, ingen af dem tænkte paa at vise os Bastarden i Oluf gennem Eiendommeligheder, der kunde minde os om hans paa engang jævne og dog kongelige Herkomst. Begge spilte paa den egne Person. Men Hultmann havde den store Fordel overfor Wiehe, at det stod i hans Magt at fremstille Olufs Naivetet, medens den anden
