89
FRITZ HULTMANN.
sammen, gør Foreningen til en Klub eller et Læseselskab af ganske almindelig Art og tager Vejret fra Soldene. Noget saa aandløst som et almindeligt Lørdagssold, saaledes som dets Præg har været i en lang Aarrække, kan den Udenforstaaende aldeles ikke tænke sig. Og ét endnu: Hostrup forsikrer i den berømte Vise, at Studenten »ser ved Lampen Musernes Dans«; det er muligt, at Metaforen undertiden svarer til Realiteten. Vist er det, at Muser og Gratier ikke ville se paa Studenternes Dans, men bange vende sig bort, naar de unge Russer udklædte som Damer svinges rundt og kurtiseres af deres Kammerater. Styggere Syn kan Ens Øje ikke godt hvile paa.
Det er for at man gennem Modsætningen kan forstaa en svunden Tid, at jeg anfører dette. Den Uskyldighed, der sætter Glorie om Hostrups Studenter, turde en nymodens Digter ikke udstyre sine Helte med: en Uerfarenhed lig den ganske unge Piges vilde slet ikke vor Tids unge Mand sætte Pris paa at besidde. Der gives en Mængde forskellige Typer af Studenter, der vente paa, at en Poet skal tage dem paa Kornet, men den naive lystige Fyr er forsvundet fra Virkeligheden for at føre en idealere Tilværelse i Sange, Noveller og Vaudeviller.
Næsten alle Hostrups Studenter ere forelskede og blive sædvanligt forlovede i Stykkets Midte for saa at faa Forældrenes Samtykke i Slutningen. Det er Dramaets regulære Gang hos os, saa deri synes der ikke at ligge noget karakteristisk Træk netop for Studenterne. Men er det ikke mærkværdigt, at Hostrup ikke har forsøgt at give en eneste Afskygning af Kærlighedsfølelsen hos den danske Ungdom undtagen de højst trivielle Nuanceringer mellem den lidt
