Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/99

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

90

FRITZ HULTMANN.

sværmeriske Basalt og den lystige Klint. Kærligheden er for dem begge en let Rus, der hensætter den ene i en melankolsk, den anden i en fornøjet Stemning. Et alvorligt eller følt Ord veksles der ikke mellem de Elskende — Hostrups Undskyldning ligger iøvrigt tildels i, at Damerollerne som bekendt spilledes af Herrer —, førend Digteren skriver Eventyr paa Fodrejsen med direkte Henblik paa det kgl. Theater, og selv dér lider Eibæks Ord ialfald ved Læsningen af en lidt flov Sentimentalitet. Der er ikke Spor af Lidenskab, af Længsler eller Drifter i de tamme, halvteologiske Fraser.

Tag til Modsætning den franske Hostrups, Henri Murgers Skildringer af Bohêmelivet i Paris, læs blot hans fortrinlige Stykke la vie de bohême, som er opført i en fuldkommen forkvaklet Skikkelse paa Kasinotheatret, og føl hvorledes man pludselig springer fra en fantastisk Verden over i Virkeligheden. Rodolphe, Marcel, Schaunard og Coline — Digteren, Maleren, Musikeren og Videnskabsmanden — ere hver for sig klare og gennemsigtige som Typer og individuelle Mennesker. Men naar disse drikke, saa blive de fulde; naar de ingen Penge have, saa gaa de ikke paa Gæsteri i Herregaarde, men arbejde; i deres Værelser veksler derfor larmende Gilder med Kulde og Sult — og naar de elske, saa favne de Væsener af Kød og Blod og ikke abstrakte Fantomer, aldrig nubem pro Junone. Vie de Bohême, der er Ungdomsaarene, saaledes som de gaa hen med Tilintetgørelse af de falske Idealer, indtil Manddommen og Frigjortheden for Illusioner samtidig indtræder; Hostrups Studenterskildringer betegne den Tid, i hvilken man slet ikke studerer, men kun morer sig, i hvilken man