„Siig Din Herre: som Gave var, saa bringer jeg Tak!“ Derpaa sad han i tre Dage og grundede paa Raad. Den tredie Dag stod Erik i Stue hos Faderen, han rev en Lok af Hovedet paa Toras Søn og sagde: „Fader min! er Du og vis, at denne Dreng er Din Søn? Sært lader det dog, at graalokket Mand kan avle guldlokket Knøs.“ Harald taug, men slog tre Gange med Staal paa Skjold, og ind treen da Hauk hiin Snilde. „Hør,“ sagde Harald, „est Du bange for Din Trøie, Hauk?“ „Ikke skulde anden Mand spørge mig to Gange derom,“ mælte Kjæmperen igjen. „Jeg veed nok, det har ikke før været Din Vane,“ sagde Kongen; „Du har tidt røgtet Ærinde for mig, hvorfra ikke tre i Norges Land foruden Dig havde baaret Hoved hjetn; men naar ung Mand bliver gammel Mand, bliver han tidt gammel Gjæk og glemmer, at han har Næver paa Arm og Sværd ved Lænd.“ Da Kongen det sagde, kastede han et bistert Øiekast hen paa Erik, trak paa Brynet, og hans Hoved rystede af Forbittrelse. Hauk Kjæmper talte igjen: „Ikke bliver alt gammelt Træ raaddent, noget bliver til Steen, og jeg mener, at Ingen, som ei turde knurre ad mig, da jeg var Dreng, skal bide mig nu, da jeg er bleven graa i Hætten. Thi siig kun Dit Bud frem. Kan Nogen føre det ud i Norrig, da kan Hauk, og kanskee han bragte det til Ende, om ingen Anden turde tage fat derpaa.“ Da blev Kongen overmaade glad og sagde: „Gaae hen og bring Kong Athelstan mit Slegfredbarn og bed ham fostre mig Knøsen op. Det er rigtignok Trælleværk, men Haan gjeldes bedst igjen med Haan. Og jeg vilde nødig tage Gjeld med mig i Høien, da jeg indtil saa høi en Alder har klaret gandske godt for mig med Enhver.“ Da ruskede Hauk en Snekke og satte 20 Svende deri, treen saa igjen i Kongens Gaard. Harald tog Drengen i sine Arme, krystede ham op til sig og kyssede ham, og Somme vil sige, at der stod Taarer i Øinene, men det kunde man ikke saa lige see, da han skubbede Kongs-
