ringen ned over Brynet. Saa flyede han Barnet til Hauk, og denne løb med god Bør paa Vand og naaede Bretland. De løb op ad den lange Fjord, da hørte de Klokkeklang fra et stort Gudshuus, som stod i en Lund. „Underligt nok,“ sagde Hauk, „i Norrig hænge vi kun Klokker om Halsen paa vore Geder, naar de nappe Græspiler i Fjeldsprækkerne, men her have de nok for Skik at hænge en Klokke paa deres Gud, at han ikke skal løbe væk, thi jeg har tidt hørt saadan Lyd fra deres Gudshuse. Vel gjøre de ogsaa deri; thi de have kun den ene, og de vilde være ilde tjent med, at han rømte af Land.“ Det var i en Lund, at det store Huus var reist af røde Steen, og der ragede et høit Taarn op imellem Egetoppene, belagt med blaae Plader. „Deres Gud maa være noget lang i Væxt,“ sagde den Mand, som stod Hauk næst, „siden de reise ham saa høie Huse.“ „Vi kunde jo gaae ind og aflægge et Besøg hos ham,“ sagde Hauk. „Jeg tænker ikke han gjør os nogen Fortræd, thi man siger, det skal være en meget venlig Mand.“ Saa stødte de Snekken paa Sand, og det var just i den Stund, at Dagmoer gjorde Himlen rød i Østerlide. Paa Stranden mødte de en Hyrdedreng, som fortalte dem, at Kongen selv var i Gudshuus og holdt Ottesang med sine Hirdmænd. Da bød Hauk sine Mænd at tage side Kjortler paa, saa at Sværdeklodden dermed kunde dølges. „Nei,“ mælte en af Svendene, „lader os vise dem Braadden strax, saa lade de os vel fare baade ud og ind med Fred.“ „Vist ikke,“ sagde Hauk, „Braadden behøve de ikke at see, de faae den jo tidsnok at føle, dersom de ikke holde dem i Skindet. Naar Bien vil stinge, bær den jo ikke Tornen til Skue først.“ De gik nu hen mod Huset, og det saae underligt ud, saadan som Lys skinnede gjennem de mange Smaaglar, der vare rammede ind i Steenmuren. De stode en liden Stund udenfor, da hørte de Munkene sang derinde:
