At Verden til en Frelser trængte,
Den hildet laae i Syndens Garn;
Men Verden ham paa Korset hængte,
Den frelsende Guds eget Barn.
Fra Træet drypped' stærkt hans Blod,
Med Graad derved hans Moder stod.
Han kunde knap sit Hoved bøie
For til sin Moder kjær at see;
Thi Blodet randt ham over Øie,
Og han var heel bespændt af Vee.
Hun raabte til sin Yndling kjær:
O, Du Maries Søn nu vær!
„Det gaaer fiint,“ sagde Hauk. „De bretlandske Folk have fast Qvindemæle. Skrappere lyder det dog i vor Kongshal, naar Skjalden slaaer en Næve i Bjørnestrængen.“ Inde under Hvælvingen, der havde samme Skikkelse som Himmelen, kunde de Kong Athelstan liggende paa Knæ og sjungende, med sære Runer i Haand. Da gik Hauk henimod Kongen og lagde taus Pogen i hans Arm. Athelstan, som var blød i Sindet, saae mildt til Barnet, der loe ret lystelig ad ham, og som han stirrede ned paa de store Øine, sagde han: „Dette Barn har ikke Trælleblik.“ „Nei,“ sagde Hauk, „det er Kong Haralds uægte Søn, som han lader Dig bede at fostre op.“ Da blev Athelstan vred over slig Haan og tog en liden guldskaftet Kniv ud af sit Belte for at gjøre Ende paa Barnets Liv. Men den Lille loe saa vevert paa hans Arm, at hans Haand standsede noget, og Munkene sang i det samme fra Altret:
Han raabte: Fader, dem tilgiv!
Og endte saa sit dyre Liv.
Da brast Kongen i Graad, og som han nu sad med Barnet paa Knæ, sagde Hauk: „Nu haver Den knæsat ham, han er nu Din Knæsætning. Du kan nu slagte ham eller lægge ham til, om Dig tykkes, men endda ere ikke alle Haralds Sønner døde.“
