Derpaa vendte Nordmændene om, og den som sidst var kommet ind, gik først ud, dernæst de Andre i Rad og tilsidst Hauk hiin Snilde. Men Athelstan lod Munkene slaae Vand paa Drengen og kaldte ham Hakon, og drog ham op som sin egen Søn. — Midlertid opvoxte i Norge Eyvind Findsøn og blev sund og rødmosset, men han var alligevel ikke just saa lemmefør som Hakon. Dog trivedes hverken Hakon eller Eyvind i det første Aar; men det var med dem ligesom to Duer, der længe have siddet i Bure sammen og som med eet blive adskilte, de have da ikke nogen ret Lyst til Mad og Drikke. Eyvinds Moder var en meget kløgtig Qvinde, vel forfaren i gamle Sager, saa at Find tidt sagde: „Min Qvinde kunde let tjene i Kongsgaard som Skjald, naar hun havde Mæle til at raabe, saa det kunde høres over Sværdegnyet.“ Hun sad da med Eyvind paa Skjødet i de lange Vinteraftener og fortalte ham Frasagn og lærte ham Runer, hvilket Alt Pogen fattede med overmaade sjeldent Nemme. Ogsaa lærte Find ham at spænde Bue og slaae med Glavind, men dertil var han ikke altid rigtig fingernem. Naar han sloges med andre Drenge, som for Spas droge i Leding mod hinanden paa Sneedriverne, saa var han tidt den ringeste og bar sig meget avet ad; men saa kunde der imellem med eet ligesom fare Ild i ham, og da gik han frem som en Vind, Alting maatte bugne for ham. Derfor sagde Find: „Jeg veed ikke, hvad jeg skal fange an med den Dreng, thi min Lærdom bider ikke rigtig paa ham; hans Duelighed er ikke ret i hans egen Magt. Sommetider tager han ved sit Glavind, som om han aldrig havde seet Jern før, og imellem er det, som der foer en Trold i ham, og han hugger saa nemt, som om det kunde være en gammel Bersærker.“ Moderen stod altid paa, at der skulde være en Skjald af ham, thi han havde et godt Hoved, meente hun, og kjendte paa sine Fingre alle Nordmændenes gamle Slagsmaal. Disse Skjalde pleiede at tjene hos Konger og Jarler, og stod
