for Bordenden i Hatten med Harpen i Hænde og forlystede Høvdingen og hans Mænd. Tilmed droge de ud i Leding med Krigsmændene og satte Mod i dem med Sang og Strængeleg. De maatte forstaae at vende deres Ord paa en Maade, som havde Fynd og Klem, men dog tillige Behagelighed. De lagde da for det meste Riim til Deres Qvæde, at det kunde lyde kjønt i Ørene. Endvidere maatte de, som sagt, have et stærkt Bryst, thi ellers kunde man ei høre dem, naar Skjoldene mødtes, ja de kunde ei engang forstaaes i Hallen, naar de vare lavtmælende; thi der var megen Bevægelse og Snaksomhed i Hallerne, naar Kjæmperne under Freden sadde i Flok paa Bænkene. Og naar de da sang ret høit, saa det klang i Loftet, saa kom Ordene af sig selv, uden at de behøvede at tænke derved. — De største og meest berømmelige af dem have paastaaet, at det var Gud Bragi, som gav dem det ind, men hertil fæstede Kjæmperne ikke synderlig Tro.
Det begyndte ogsaa snart at røre sig i Eyvind, som om han var ret dertil født at være Skjald. Tidt laae han om Vinteren gandske stille paa Bænkehalmen, saa at Find troede, han sov, og gav ham haarde Ord for hans lade Natur. Men naar Faderen gik ud, sang han for Moderen en Vise, som han imens havde lagt. Da Eyvind var tyve Aar, døde Harald Haarfager meget gammel, og han kunde endda have levet længere, hvis ikke Sorg over hans Søn Eriks Ugjerninger havde bragt ham i Høi; thi inden han døde, vare alle hans Haar af bare Jammer faldne ham af Hovedet. Erik blev nemlig ægget til Ondskab af sin Hustrue Gunild, der var baaret i Finmarken og den argeste Troldqvinde, Nogen kan tænke sig. Derfor sloges Kongen altid med sine Brødre om Land og dødede saa mange af dem, som kom ham for Haand. Ligerviis forgjorde Gunild endeel af Kongebørnene, baade Karlfolk og Qvinder. Jomfruer sadde da i Granskovene og qviddrede paa Qvist, og Ungersvende gik forneden og brummede i Skikkelse af Bjørne. Da nu Harald
