Hakon, som han altid bildte sig ind at kunne huske, færdedes i dette Land. „Du lader ikke til at kunne give stort i Fragt,“ sagde Herren i Snekken; „men det er endda det samme, naar Du vil korte os Tiden med Sang og Spil, tage vi Dig med, og Du maa æde med Drengene her ombord.“ Eyvind meente, det var Tak værd, og seilede bort med dem. Da de havde faret Hælvten af Veien, begav det sig, at Styrmanden havde drukket sig en god Ruus i gammelt Øl, og de øvrige Mænd vare ogsaa meget øllede. Eyvind maatte da tage ved Roerpinden; men Mørket faldt paa, og han vidste ikke, hvor han var. Da kom nogle stolte Snekker jagende forbi med prægtige Stavne og rundt om krandsede med malede Skjolde. Disse raabte Eyvind an i et Horn, og een af dem lagde Side om Side med hans Snekke. Han spurgte om Vei og fik Svar af en deilig, ung, guldhaaret Mand, som stod paa Løftingen af den stolteste Snekke. Som han stirrede paa ham, tyktes han ham fast at ligne den døde Konge Harald Haarfager. Da raabte han glad: „O stærke Mand, Du est tilvisse Hakon, Athelsteens Fostre.“ Den Anden raabte i det samme: »Og Du, blide Mand, est slet ingen Anden, end min kjære Broder Eyvind.“ Da favnede de hinanden vel, og Eyvind sagde: Det er underligt nok, ligesom min Moder har fortalt, at vi lagde Armene om hinanden, da vi vare smaae og mødtes paa eengang med Favn, saa mødtes vi her igjen halvveis midt i det store Vand.“ Hakon sagde: „Den Gang deelte Du Melk med mig, saaledes ville vi fremdeles dele Godt og Ondt med hinanden. Først deler jeg Guld med Dig, da jeg deraf haver en stor Overflødighed. Siden kan Du dele Hug med mig, om jeg faaer nogen i Norrig; thi jeg har stærkt Mod til at prøve, om Lykken ikke vilde være mig saa god, at jeg kunde komme til at raade over mit Fædrenerige.“ Da Hakon af Eyvind fik at vide, at Erik Blodøxe holdt Huus i Vigen, lod han sine Snekker løbe til Trondhjem. Der holdt han sig til Sigurd
