Staal paa Stang. Tænk Dig dog noget om, min kjære Eyvind! kan det ikke røre dig noget at betragte al den Vee, som Christus tog sig paa for den gandske Verden?“ Da sagde Eyvind: „Skal jeg sandt sige, da kan det rigtignok krybe mig noget om Hjertet at lyde derpaa, men det tykkes mig altid at ligne de underlige bløde Tanker, som man kan have, naar man om Morgenstunden ligger halv i Søvn og Drøm. Jeg kan heller ikke indsee, at nogen sund Mand, som kan røre sine Lemmer og er lys vaagen, kan lystes ved disse ufriske Frasagn. Det er Altsammen saa drøveligt at tale om og plat ud berøvet al Mandhaftighed. Jeg for min Part vil hellere mit hele Liv igjennem hjelpe Odin at stride med de lede Jetter, end græde over den Tornekrone, de satte paa den østerlandske Herres.“ Hakon fornam nok, at der var intet Udkomme med Eyvind; thi lod han ham fare for denne Gang og tog ham haardt, men dog kjærligt i Næven til Afsked.
Da Eyvind havde været borte een Nat, og Hakon den næste Dag alene sad imellem sex Hovmænd, da var der En, som kigede ud af Vinduet og sagde til de Andre: „Enten maae mine Øine due lidet, eller og jeg seer Harpespilleren komme med en Flok Piger.“ Da meente Hakon og hans Mænd, at han foer med Tant eller havde drukket for meget Mjød; men inden de vidste et Ord af det, kom Eyvind rigtig trædende over Tærskelen med de omtalte Piger. Dette gav Anledning til mange underlige Tanker. Somme meente, at Eyvind havde gjort et Vikingstog, og at disse Møer vare hans Rov. Men Andre sagde: „Nei, den samme Spillemands Hu pleier ikke saaledes at staae til Slagsmaal, snarere skulde jeg troe, det er Skjoldmøer, som have taget ham til Fange.“
Men egentlig var denne Begivenhed gaaet saaledes for sig: Hvor Eyvind gik hen [efter Afskeden med Kongen], kan man vel vide. Han havde endnu ikke forgjettet det lidet guldtoppede Kræ i Graneskoven, men saae gjerne, at han og det kunde komme til
