Naar Luen hørtes brage,
De sang om Jomfrukys.
De dandsed af al Formue,
Meno røden Hane goel;
Thi Stang var Fedelbue,
Og Panden var Fiol.
Saa monne Kongen hevne
Med Blod sin kjære Søn;
Lod da Alle stævne
Ud paa den Mark saa grøn;
Lod da Talen klinge
Fra Stenen, hvor han stod:
„En Drot var Jer for ringe
Af ædelt Kongeblod.
I tyktes ei om Manden;
Thi fik I paa ham Has.
Nu skal I saae en Anden,
Som Eder er tilpas.
Flux maae I overtænke,
Hvem vel I hove bedst,
Rake, min Hund i Lænke,
Eller Trællen ved min Hest?“
Kaarene vare slemme.
De grublede dog kort,
De meente bedst at tæmme
Den Drot med Halen sort.
De lagde over hans Øre
Den gyldne Krone ned;
Saa grant man kunde høre,
Han knurrede derved.
Men høit fra Finnelunden
De hented hid en Mand,
Som trylled udi Hunden
Vel trende Mænds Forstand.
Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/320
Udseende
Denne side er blevet korrekturlæst