Det var de Hovmænd brave,
De loe ved denne Fest;
Marskalken holdt paa Mave,
Han grinte allermeest.
Drottens Lapper flinke
Paa Bjørnens Side stod,
Han beed den Bjørneskinke,
Han beed til røden Blod.
Basserne sig vende,
De reiste dem paa to,
Og i den Drot behænde
De satte sorten Klo.
De gav dem til at brumme,
Det lød i grønne Skov;
De aad ham hver en Krumme,
Han sagde: „Av! vov vov!“
Nu vare de Trønder bange
For Oplands Rytterflok,
Den havde tvende Gange
De fristet meer end nok.
Det var ei godt at skjemte
Med Oplands høie Drot;
Dog stærken Ketil Jæmte
Han raadede dem godt.
De over Kjølen droge;
Saa kom de til en Skov,
Som de med Øxer sloge,
Og jævnede med Plov.
De Jæmteland den nævne,
Og bygge der i Mag
Huse alt efter Evne.
De bygge der i Dag.
Eyvind sang dette Skjemteqvad med megen Alvorlighed og Jamtelænderne bleve særdeles lystige derover, især da de havde
