saadanne Samtaler. Da de skulde til at skilles ad, talte Hakon endnu med Skjalden om hans Hustru Alvilde og sagde til ham: „Dersom Du vil eie denne Qvinde i Ro, da maa Du pusle noget mere om hende; men Du gaaer saa tidt og strøifer om i Skovene og kommer silde hjem, naar hun allerede har sovet en god Stund. Det gaaer ikke an. Du maa tvertimod gantes noget mere med hende. Du kommer til at nappe hende imellem kjærligen i Skindet, klappe hende og drive al den kjærlige Tant, Du kan hitte paa.“ „Skam faae den, der gjør,“ sagde Eyvind, „det beqvemmer jeg mig ikke til. Jeg er for gammel til saadant Børneværk. Tilmed er min Viv saa liflig af Aasyn, at jeg var en nedrig Karl, dersom jeg nogensinde tvivlede paa hendes Troskab, der staaer saa grandgivelig afmalet i hendes Øine.“ „Hvad det angaaer,“ sagde Kongen, „da har jeg flere Gange seet Qvindfolk, der have været glatte i Huden og klare i Øiesynet, men som man dog ikke just har kunnet lide paa. Men vi ville ikke tale videre derom. Jeg vil derfor blot bede Dig, at tænke paa engang imellem, hvad Hakon har sagt Dig.“ „Det var slet gjort, om jeg gjorde det,“ sagde Eyvind, „og det skal med min Villie aldrig kommes i Hu, saa at Du for den Sags Skyld kunde have spart Mundlæderet, men ikke desmindre takker jeg Dig for Din kjærlige Omhu.“ — Nu agede da Eyvind bort med Alvilde, og de meente at kunne vinde hen til en Gaard, som Hakon havde givet dem, inden Aftenen faldt paa. Men allerbedst som de fore igjennem Skoven, hvor Gunild før havde drevet sit Spil, da sprang et sort Utyske frem af en Busk og satte sine Kløer i Reendyret. Alvilde skreg: „Slaa til det med Harpen!“ Men Eyvind var bange for at Strængene skulde tage Skade, dersom Bæstet fik Kløerne deri, da det tyktes ham uden for al Tvivl, at disse ikke vilde lege saa fiint dermed, som hans Fingre pleiede. Han samlede derfor efter et lidet Sværd, som han havde gjemt i Halmen, der var stoppet omkring Alvildes Fødder; men inden
