Men da Kongen havde hørt Sagens Sammenhæng, sagde han Meget til Eyvinds Trøst, og sluttede da tilsidst med de Ord: „Nu har Du da noget mindre Aarsag til at elske Verden over alle Ting, og Du kunde for den Sags Skyld gjerne give Dig Christus i Vold.“ Men Eyvind sagde: „Hvi skulde jeg ikke elske Verden, naar jeg deri haver en saadan Ven, som Dig. Forliset af en Qvinde maa ikke længe klemme Vand af en Nordmand. Harpe, saadan som den jeg havde, faaer jeg aldrig mere; thi den sluttede overmaade passeligt til mit Bryst; men dens Strænge vare kanskee for spinkle til at buldre i norske Bersærkers Øren. Nu maae I bryde tre ranke Grene af et Grantræ og øge dem sammen og splintre Panden paa den meest glubende Bjørn, der gaaer i Norges Skove. Den vil jeg rive Tarmene ud af Livet paa og tvinde Strænge deraf. Og da herop, I norske Kjæmper! ud paa den vilde Val! Det skal rumle for Jeres Øren, saa I skal mærke, at Eyvind er ikke forknyt endnu.“ Man føiede Eyvind og gjorde et saadant Redskab, som han forlangte, hvilket siden efter for sin dumpe Lyd blev kaldet Brumlebasse. Derpaa drog Hakon, Eyvind og alle Hirdmændene til Stordøen, hvor de levede i megen Fryd og Gammen. Som de engang sadde ved Davrebordet, blev Eyvind kaldt ud af en af de Dagvægtere, som stode paa en høi Vare og kigede altid ud over Stranden for at melde det for Kongen, naar Gunilds Sønner stævnede mod Landet. Da bleve Baunerne tændte fra den ene Ende af Landet til den anden, og alle Mænd, som formaaede at bære Glavind, sankede sig om Kongen. Men for at ikke saadan Larm skulde skee for Intet, havde Kongen bestemt, at den, der sagde falsk Tidende om fjendtligt Overfald, skulde have sit Hoved forbrudt. Derfor kaldte de Trælle, der stode paa Udkig, Eyvind til dem, pegede med Fingrene ud over Vandet og spurgte, om han ikke syntes, der kom fjendtlige Snekker. Han spurgte, om de vare forblindede, siden de kunde tvivle paa, hvad Enhver gandske
